ANTIBES
Antibes er den tredje største by på Cotê d'Azur og blev i sin tid grundlagt af grækerne. Grækerne oprettede i det 5. århundrede før Kristus fødsel en handelsstation i Antipolis. Liguriske styrkede kæmpede i de følgende århundreder hårdt for at få magten over byen, idet de ønskede at få byens indbyggere til at henvende sig til Rom for at få beskyttelse af romerne. Bynavnet Antibes, som vi kender det i dag, hed i romertiden Antipolis. Byen er i dag et hovedcenter for sejlsport. Havnen og den charmerende gamle bydel gør næsten byen til et paradis at opholde sig i. Havnen, Port Vauban, som er den største lystbådehavn på hele den franske riviera, er et besøg værd. Her kan selv de største mega-yachter gå ind, bl.a. har Kong Fahd's 105 m lange yacht ligget her. Tæt på havnen ligger den gamle bydel og slottet Grimaldi, der en gang tilhørte familien Grimaldi. I 1946 blev der indrettet et atelier til den berømte maler Picasso, og her har han siddet og malet mange af sine mesterværker. Slottet huser nu et museum for Picasso, hvor man kan se en betydelig samling af hans malerier, skitser og keramik. Den gamle bydel er fyldt med hyggelige restauranter, spændende butikker, små torve med fontæner, hvor man kan nyde et glas vin, og ikke mindst det lokale overdækkede marked, Marche Provencal, hvor man kan købe friske frugter, oste, og lokale specialiteter. Med andre ord alt, hvad man forventer af fransk charme og hygge. For børnene ligger der tæt ved Antibes et Marineland, hvor der bl.a. er et stort badeland og daglige opvisninger med delfiner og spækhuggere. I Antibes er vejret næsten altid godt. Helt hen i oktober og så tidligt som påsken kan man opleve varme solskinsdage og badevejr. I november, december og januar kan dagene også opleves så varme, at frokosten kan indtages udendørs. I februar blomstrer mimoserne, solen skinner mildt og varmt, og man kan gå nogle herlige ture i Antibes' bagland eller i Esterel bjergene tæt ved Cannes. Antibes er omgivet af pragtfulde sandstrande, som er nogle af de bedste på hele rivieraen. Er man til fest og farver tager man til Juan Les Pins, hvor der i højsæsonen er "sort" af turister, der nyder stranden, restauranterne. Her er der liv hele døgnet rundt. Juan Les Pins er kendt for sin årlige jazzfestival, hvor alle store jazzmusikere har optrådt igennem årene. |
ANTIBES

